De brølende 1920'ere: 100 år med Den store Gatsby

I 1925 vakte romanen af F. Scott Fitzgerald (1896 - 1940) en vis opmærksomhed og fik gode anmeldelser, men den blev ikke en øjeblikkelig bestseller. Alligevel blev Den store Gatsby hurtigt anerkendt som et enestående portræt af en hel generation og et rammende billede af den moderne civilisation ved indgangen til det 20. århundrede. 

100 år senere står romanen som en af de mest ikoniske amerikanske romaner nogensinde – en bog, der indfanger åndslivet i 1920’erne, de stormfulde drømme om rigdom og succes samt den desillusion, der venter under overfladen.

Et billede af en generation

Hovedpersonen Jay Gatsby er ung, eventyrligt rig og kendt for sine storslåede selskaber på Long Island, hvor New Yorks jazzalder-jetset flokkes. Alligevel ved ingen helt, hvor hans penge stammer fra, og rygterne om spiritussmugling eller gangsterforbindelser florerer. 

I 1920’ernes sorgløse højkonjunktur betyder det dog ikke, at man holder sig væk fra Gatsbys fester – for alt handler om at være, hvor det sker. Selskabslivets glamour og tomhed står side om side, mens Fitzgeralds fortæller, Nick Carraway, betragter det hele med både fascination og uro.

Romanens slutning er gennemsyret af en melankoli, der afslører, hvor flygtig drømmen om succes kan være. I jazztidens USA, hvor dansen og de store armbevægelser får alt til at skinne, lurer samtidig en rodløshed og en brutal konsekvens for dem, der ikke passer ind. 

'Den store Gatsby' er kort, intens og skarp i sin form, og dens præcise skildring af tidens vrimmel og vildfarelser er en væsentlig grund til, at romanen stadig i dag fylder læsesale, biografer og læsegrupper.